June 21st, 2021 tale
(Inuit Nutaat / Rasmus Olsvig taler - du kan se video af talen her )

Vi er samlet her i dag fordi vi har nationaldag.
Vi er samlet her i dag for at hylde os som det vi er, Kalaallit!
Vi er stolte og smukke Kalaallit!

Men i år er det også 300 år siden at Danmark koloniserede Kalaallit Nunaat.
i år er det 100 år siden at Danmark proklamerede højhedsretten over hele Kalaallit Nunaat.
Det er næsten 70 år siden at Danmark i 1953 annekterede Kalaallit Nunaat.
Og i de sidste 50 år har modige kalaallit arbejdet politisk på at komme ud af kolonismens åg.
Et åg der skaber et forhold der ikke er ligeværdigt. Som ikke er respektfuldt.

Hjemmestyre gav håb. Selvstyre gav håb.
Håb fordi vort sprog blev anerkendt som det officielle sprog.
Håb fordi der var anerkendelse af et folkefærd selvom den er svagt defineret.
Håb fordi vi Kalaallit har retten til indtægter fra vores egen undergrund.
Håb fordi selvstændighed blev skrevet ind i loven.

Men vi står her i dag og ser at
efter 50 år er vi stadig koloniserede.
Efter 50 år bliver vi stadig mere og mere daniserede.
Efter 50 år søger Danmark stadig økonomisk udbytte af Grønland, hvor Danmark gør krav på halvdelen af de indtægter, der skal finansiere vor kommende selvstændighed.
Efter 50 år er det grønlandsk talende flertal stadig et mindretal i sit eget land.
Efter 50 år kan man knapt nok dø på sig eget sprog.

Derfor er der ikke tale om en ægte nationaldag!

Men nationaldagen kommer en dag.

Vi taler om problemer på overfladen hele tiden. Om alt det synlige.
Hvis samfundet var en plante, så går vi fra blad til blad på planten for at gøre dem kønnere. Men vi glemmer roden.
Vi glemmer at vores identitet, vores selvværd og vores sjæl skal med.
Vi taler ikke åbent om at tage ansvar for os selv som frie mennesker,
fordi al snak om frihed og uafhængighed ties ihjel af tvivl og uoverskuelige konsekvenser.

For at komme videre skal vi starte med roden. Vi skal turde at ville være frie.
Vi skal kunne turde at være selvstændige.
Vi skal kunne turde at kræve vor ret til det der er vores.

Der er dem der vil modarbejde det.
Der er dem der tvivler.
Der er dem som troede på det engang, men hvor troen er afløst af resignation.

Benægterne og tvivlerne har valgt at tro på hvad undertrykkernes historie siger:
at vi ikke har råd til at være selvstændige,
at vi ikke har uddannede nok,
at vi ikke har et forsvar og derfor blot bliver overtaget af andre,
at vi ikke har lov til at tale om selvstændighed når der er så mange problemer der skal løses først,
at vi ikke kan frasige os et ansvar, fordi vore forfædre var med til at knytte os til Danmark,
at vi ikke har status som et oprindeligt folk, fordi vi har fælles familie og blodbånd med alle danske.

Undertrykkere taler frihed ned. Frihedskæmpere taler friheden op. Lad os komme helt op!

Vi respekterer tvivlerne og benægterne som vore medmennesker.
Vi forstår usikkerheden, men friheden giver styrke.
Vi vil ikke holde friheden tilbage på grund af historiske magtgreb.

Taqilluni naami atunngiveqaaq
Kalaallit siumut makigitsi.
Inuttut inuuneq pigiuminaqaaq
Saperasi isumaqaleritsi.

Vi skal turde at kræve.
Vi skal turde at sige nej til at Danmark er indbygget i vores administration.
Vi skal turde at kræve et fuldt regnskab over hvad Danmark får igen af de ca. 5 milliarder kroner der betales hvert år.
Vi skal turde at stille krav til alle borgere om tage et ægte ansvar for vort land eller være her på lånt tid.
Vi skal turde at vise alle, at vi kan finde økonomien, alliancerne, måden at gøre tingene på.
Vi skal turde at kræve at Danmark betaler prisen i 30 år for det menneskelige, økonomiske og geopolitiske udbytte Danmark har haft af Grønland i de sidste 300 år.
Vi skal turde at være en del af verden på egne vilkår.
Vi skal turde at sige ja til at tro på os selv og vore evner (sapinngilagut!)
Vi skal turde at kræve fuld anerkendelse af selvstændighed for vort land.

Det har været vintermørke i 300 år.

Vi kan mærke foråret komme. Det bliver varmere.
Det bliver dejligt (eller blot: Upernaleqaaq kiatsileqaaq, nalunngilara nuannersisoq, nuannersisoq nalunngilara)

Mange har lidt i den tid vi har været i.
Smerte fra at blive set ned på.
Smerte ved tab af familie og venner som gav op.
Smerte ved den vrede der fylder så meget i os.
Smerte ved at der hver dag forsvinder noget af os selv i daniseringen.
Smerte ved splittelsen i samfundet fordi vi ikke hører hjemme hos os selv.

Hver dag vi ikke gør noget dør vi mere og mere.
Hver dag vi ikke gør noget smelter håbet og vor sjæl udvandes.

Men uanset at der er smerte, så er vores kamp ikke baseret på vrede.
Vores kamp er ikke baseret på had.
Vi kapper ikke bånd, men vi bygger et land man kan bindes sammen af.
Vi bygger et land som kan bindes sammen med andre.
Vi bygger et land som i stolthed kan gå sammen med andre.
Vi bygger et land af os og for os og med os der vil være Kalaallit.
Vi bygger et land som er vores.
Vi skal videre fra vreden.
Vi tror på at vi med en klar identitet kan leve i fællesskab med resten af kloden.
Men det kræver at vi er os selv. At vi er selvstændige.

En dag når vi vågner, ved vi hvem der er statsborgere og hvem der ikke vil være det.
En dag når vi vågner, er det statsborgere i Kalaallit Nunaat der tager ansvar for at udvikle vort land.
En dag når vi vågner, har vi vor egen stemme forhold til andre lande, i FN, Arktisk Råd og andre internationale organisationer.
En dag når vi vågner vokser vore børn op som selvstændige og med en klar identitet og et pas fra Kalaallit Nunaat.
En dag når vi vågner kan vi sende egne sportsfolk, studerende og kulturudøvere afsted som repræsentanter for Kalaallit Nunaat.
En dag når vi vågner vil vi opleve et ægte ligeværdigt forhold til Danmark. Respekten skal vi gøre os fortjent til, men vi har friheden til at opbygge den.
En dag når vi vågner har vi en ægte uafhængighedsdag som nationaldag.

Lad os vågne sammen snart!

Vi er samlet her i dag for at hylde os Kalaallit. Tak fordi I er her!
Gå tilbage med troen på at friheden findes.
Gå tilbage med troen på at vi har en plads i verdenssamfundet.
Gå tilbage med troen på at vilje skaber vej.
Gå tilbage med troen på at vi kan fordi vi vil.
Gå tilbage med troen på at vore efterkommere kan komme videre som Kalaallit.
Når alle frihedselskende Kalaallit har denne tro, så har vi styrken til at komme videre.

Vort land er måske gammelt, men det er rigt. Lad os rejse os i kravet om at føre det videre til vore efterkommere
som menneskenes land, styret som et land, som forbliver på deres hænder ( som i Inuit nunagaat, aqussavaat ataatsimut, pigissaavaat qaqugummut!)


Copyright 2021, InuitNutaat.org