USAs opførsel siden december 2024 har været bølleagtig og over stregen. Ingen tvivl om det. Grønland har vist stort sammenhold i modstanden mod den respektløse adfærd. Der er udvist støtteerklæringer, særligt fra den nuværende magthaver Danmark, men også fra andre lande, og endda fra dele af det amerikanske samfund.

På det seneste har kommentatorer og mediebilledet vendt historien til, at det hele handler om en præsidents ønske om at skabe sig et eftermæle og/eller udnytte alle de naturlige ressourcer vi har.

Der males med andre ord et fjendebillede, som ingen kan sympatisere med, og hvis man gør, så vil man risikere offentlig udskamning og næsten anklager om landsforræderi.

Samtidig er der opstået en solidaritetsforbindelse med Danmark... man rykker "tættere sammen i bussen".

Danmarks sande ansigt
Hvad er Danmarks interesse i dette her som eksisterende magthaver? Man skal være mere en naiv, hvis det er fordi Danmark synes at Grønland er smukt og har søde mennesker, eller at det er synd for Grønland ikke at have et sponsorland.

Er interessen fra Danmark så også et forfængeligt mål om stadig at være en arktisk stormagt? Det var lidt det Rasmus Jarlov's kommentar under debatten den 9. januar på DR2 om Rigsfællesskabet gik ud på, at "Jamen uden Grønland er vi jo ingenting". Er det så meget anderledes end det, man påstår om USAs præsident?

Når man fra dansk side siger at "Grønland er grønlændernes", så lyder det jo smukt. Men Danmark har i den grad underfinansieret udviklingen i Grønland og på den måde gjort det nær umuligt for grønlænderne at gøre Grønland til sit eget. Det er så også Grønlands egen skyld: Allerede ved hjemmestyrelovens indførelse overtager man det dyreste område, et nedslidt sundhedsvæsen, så man hele tiden vil være bagud. Med selvstyreloven i 2009, i en tid hvor olie og mineraleventyret kunne få alt til at stige til himlen, så var man mere forhippet på at få retten til undergrunden og en anerkendelse af retten til selvstændighed, og man ignorerede faren ved fastfrysning af bloktilskud, ikke-finansiering af hjemtagede områder, og ved at give halvdelen af provenuet til Danmark fra råstofferne. De må have grint godt på gangene i diverse ministerier i Danmark efter den aftale kom på plads.

Selvstyreloven giver Danmark sådan en fin slutning på enhver diskussion om selvstændighed: "Det står jer frit for. Men vi fjerner bloktilskuddet med det samme, og det har I slet ikke råd til" lyder det sådan nogenlunde fra alle, der siger noget.

Det er så det Danmark, som taler om respektløs adfærd fra USA.

Det samme Danmark som bortcensurerer en grønlandsk film om et syn på kryolitminen set med grønlandske billeder, i lyset af en kolonitid, fordi man er bange for, at det skal påvirke forholdet til Danmark. Det samme Danmark som indleder en heksejagt på producent, medvirkende og ansvarlige redaktioner i DR.

Det samme Danmark, som under valgkampen i Grønland indleder en massiv pressedækning, med relativ høj fokus på hvor skidt USA er og truslen derfra.

Det samme Danmark, som lader et parti publicere en video med trusler om bloktilskuddets fjernelse og adgang til at bosætte sig i Danmark, hvis man bliver selvstændig.

Det er også det Danmark, som mener, at de 143 kvinder der har sagsøgt staten for opsætning af spiral uden samtykke som helt unge ikke kan få en undskyldning, fordi det er "uundskyldeligt". Ikke engang en undskyldning for, at de er i den situation at de skal sagsøge staten bliver der undskyldt for.

Det er det samme Danmark som nølede i måneder med at få klare retningslinjer for kommunerne og det sociale ankenævn, så der kunne tages hensyn til klare kulturelle forskelle i varetagelse af forældrekompetencesager. Da presset så bliver stort fra USA, så ændres hele billedet og en lov hastes igennem på nogle få dage.

Det samme Danmark som i de sidste 6 år ikke har løftet en finger for at udbygge forsvaret i Arktis nævneværdigt, trods klare signaler om dette i 2019, sidst da der var en trussel mod rigsfællesskabet fra USA.

Igen, vi taler om det Danmark, som taler om respektløs adfærd fra USA. Det er vigtigt at have denne vinkel med, for vi skal videre med en god forståelse.

Grønland har altså en værdi.

Det er meget tydeligt at vores land har en værdi for den vestlige verden. Klimaet forandrer sig og skaber muligheder i Arktis der ikke er set før. Den politiske situation globalt betyder, at der skal sikres adgang til kritiske mineraler og handelsveje. Arktis er med til at give mad på bordet for hele verden fra et fiskeri, som har et potentiale til at stige med 70%, og nye industrier, der kan skabe flere grønne produkter indenfor medicin, biobrændstoffer, sundhed og velvære samt særdeles interessante løsninger til energiproduktion (note 1).

Arktis med Grønland i midten af nye handelsveje bliver en central del af et helt nyt udviklingsområde på kloden. Den andensidste bare plet på jorden. Det kræver en masse infrastruktur, havne, lufthavne, energifremstilling, SAR faciliteter, supportinfrastruktur, boliger osv.

World Economic Forum har i fællesskab med Guggenheim anslået, at det samlede Arktis kræver infrastrukturinvesteringer på ca. 1.000 milliarder dollars. 900 kendte projekter andrager ca. 750 milliarder dollars, og derudover antages det at andre 250 milliarder dollars vil fremkomme.

Det er et svimlende beløb på tværs af alle de arktiske stater.

Grønland har en plads i forhold til disse investeringer i form af den fortsatte udvikling af lufthavne, havne, ny boliginfrastruktur samt vandkraftværker. Toppen af prioritetslisterne rammer anlægsprojekter, der nærmer sig 2 cifrede milliardbeløb, og det er kun "toppen af isbjerget". Bagved gemmer der sig efterslæb i eksisterende anlæg og boliginfrastruktur og nye energiinvesteringer til udnyttelse af de kolossale vandkraftressourcer.

Der er masser af muligheder for de selskaber, også danske og grønlandske, der vil deltage i disse projekter, også fordi kompetencerne vil være de samme i de øvrige dele af Arktis. Med investering på 7.000 milliarder kroner i de næste 15 år som udgangspunkt, så er potentialet i Arktis altså ikke uden værdi.

Behovet for risikonedtrapning

De store udviklingsinvesteringer der skal foretages i Grønland stiller krav om finansiering. Tilgængeligheden og prisen for denne finansiering afhænger af risikobilledet, særligt for økonomiske udviklingsprojekter. Objektivt set, så er en væsentlig del af risikoen, om den nuværende selvstændighedsbevægelse på et tidspunkt vil kaste Grønland ud i en usikker politisk situation.

Hver dag dør folk på kloden i en eller anden form for friheds- og selvstændighedskamp, så det er altså en stærk følelse. Selvstændigheds-følelsen lader sig ikke lige slå ihjel.

Så spørgsmålet om selvstændighed er derhenne, hvor man bliver nødt til at spørge:

Det handler ikke om hvorvidt Grønland har råd til at være sin egen nation. I stedet må man spørge: Har den vestlige verden råd til, at Grønland ikke er en selvstændig nation?

I den forbindelse er det underordnet, om denne nationsopbygning stadig i en årrække skal være finansieret af andre lande. Det er stadig en nation der fødes, og som med tætte allierede i den vestlige verden kan tage del i den kommende udvikling af Arktis med langt mindre risiko og dermed stærkere vilje til finansiering.

Hvis man tager de briller på, så er der god logik i at kunne "eje og kontrollere" udviklingen i Grønland. Det skal Grønland naturligvis i partnerskab med allierede og vestlige partnere.

Unionstanken som Rigsfællesskab 3.0

En af måderne at sikre den udvikling på er ved at Grønland, i tæt parløb med Danmark som en Nordatlantisk Union, i fællesskab kan få gjort noget ved nationsopbygningen her og nu, så en af de største usikkerheder for udviklingen kan forsvinde, nemlig Grønlands fremtidige status.

Dette kan og skal naturligvis inddrage både USA og EU i det videre arbejde, men som en union, hvor Grønland agerer som et ligeværdigt land, så vil der være anderledes sikker grund at stå på for alle, så spørgsmål om forsvar og udvikling kan ske i en langt mere konstruktiv og positiv ånd.

Det er de nyvalgte politikernes ansvar at gribe denne bold så hurtigt som muligt, så vi ikke skal spilde flere år på at diskutere selvstændighed og samtidig arbejde med en unødvendig større usikkerhed.

Det er paradoksalt at tænke på, at den økonomiske utryghed de fleste forbinder med hurtig selvstændighed med de rigtige rammer faktisk kan ses som det mest trygge, samtidig med at det skaber langt større fokus på de ting vi skal have udviklet i vores eget tempo til vores samfunds bedste.

Nuuk,
30. marts 2025

Note 1: https://www.guggenheiminvestments.com/GuggenheimInvestments/media/PDF/Financing-Sustainable-Development-in-the-Arctic.pdf