Grønlandskommissionens G-50 og Grønlandsudvalgets G-60 politikker havde et klart sigte: Kolonien skulle annekteres ind i det danske samfund og være økonomisk selvbåren. De øverste beslutninger blev truffet af Danmark, ledelsen af landets virksomheder og institutioner bestod af udsendte danskere. Dansk arbejdskraft var at finde overalt, også i byggeriet. Danskere udgjorde over 20% af den grønlandske befolkning i de år. Det danske sprog blev nøglen til videreuddannelse og blev et magtsprog.

Der blev betalt en meget høj pris for G-50 og G-60. Der opstod et skel mellem det danske og det grønlandske, ikke kun på baggrund af fødestedskriteriet og magtsprog, men også ved favorisering og idealisering af Danmark og alt dansk. Grønlandsk blev set ned på. Eksperimentbørn, social armod i flytning fra bygder til byer, selvmordsrater der voksede fra ingenting til verdensrekord, ødelagt selvværd i lyset af den danske indflydelse, unge kvinder som i et stort antal blev gjort til enlige mødre, juridisk faderløse og spiralsagen tegner dele af konsekvenserne.

I forbindelse med hjemmestyrets indførelse var der en naturlig modreaktion i form af en øget grønlandisering, som blev yderligere styrket ved indførelsen af selvstyre i 2009. Dog har det danske sprog øjensynligt bevaret sin rolle som reelt magtsprog i vores land. Danmark har stadig det sidste ord, og det ses tydeligt i personnetværk, at det danske sprog er det dominerende i erhvervslivet og i embedsværket. Dansksindede synspunkter lægger heller ikke skjul på at grønlandiseringen har fejlet, fordi uddannelsesniveauet møder forhindringer på grund af for dårlige danskkundskaber.

Det virker tabubelagt, at langt størstedelen af den private sektor findes i selskaber, som har en tilknytning til Danmark i en eller anden form. Selskaber som historisk har nydt godt af at etablere sig på fremmed jord med begrænset konkurrence i utilgængelige markeder, historisk hjulpet godt på vej af et ønske om privatisering og udvikling fra kolonisatoren, og med en beskyttelse i form af en nær dansk lovgivning, ingen valuta og toldmure, og en neutral infrastruktur, der altid har knyttet sig til Danmark og med relativt stabile priser. Derudover har selskaber med tilknytning til Danmark haft et forspring, fordi arven fra G-50 og G-60 har givet dansktalende en særstatus.

Det ses tydeligt af Grønlands Erhvervs (GEs) udtalelse om, at det er ”temmelig indgribende i folks privatsfære at man har et krav om at 2/3 af ejere af turistselskaber er bosat i Grønland”. En sådan udtalelse, der stiller spørgsmålstegn ved lovgivernes ret til at stille krav om tilhørsforhold, dækker over, at man naturligt forventer, at en dansk adgang til at virke i Grønland skal være fuldstændig. Man prøver så med en pseudo-grønlandsk og slesk tilgang at argumentere for, at ”selskaberne kan være hjemmehørende med en ledelse, der skal være i Grønland”. Det svarer til det gamle landsråd: Man har en stemme, men kan ikke bestemme, for ejeren er i Danmark. Nu står der jo ikke Danmark i GEs udmelding, men der er ingen tvivl om, at det er Danmark der tænkes på.

I befolkningsundersøgelsen fra forsoningskommissionen, hvis materiale som embedsværket via Digitaliseringsstyrelsen har ”glemt” at reetablere efter hacker angrebet i marts 2022, fremgår det tydeligt at 83% med ”fødested i Grønland” (godt 91% af adspurgte) taler grønlandsk hjemme. I alt 78% af alle herboende taler grønlandsk hjemme. En kopi af analysen findes her.

På arbejdspladser udenfor fisker/fanger og ufaglærte gruppen er tallet for brug af grønlandsk under 40%.
Det vil sige at grønlandsk er hovedsproget i grønlandske hjem (og i øvrigt også i sociale sammenhænge), men ikke på arbejdspladsen for faglærte, funktionærer og selvstændige, hvor hovedsproget er dansk eller en blanding.

74% af dem født i Grønland har grønlandsk som eneste sprog (33%) eller som primær sprog uden dobbeltsprog (41%).

Det er bemærkelsesværdigt at der i et land, hvor 78% taler grønlandsk hjemme, kun har 30% medlemmer af VL (Virksomhedsleder-)gruppen for Grønland som kan tale grønlandsk. I netværksanalysen ”Magteliten i Grønland” fra 2019 er tallet 54% grønlandsktalende (38% hvis Inatsisartut medlemmer ikke medtages). I Future Greenland konferencen 2022 var tallet ca. 48% deltagere fra Grønland, som må siges at være grønlandsksprogede.

Danske sprogbrugere er klart overrepræsenterede i ledelses- og indflydelsessammenhæng. I almindelig sandsynlighedsregning er det usandsynligt at se så få grønlandsktalende i disse fora i et land, hvor grønlandsk tales derhjemme af 78%. Det er flere hundrede gange mere sandsynligt at falde ned med et fly, end at se så lav en repræsentation af grønlandsktalende!

Det er nødvendigt at udvikle økonomien for at styrke det grønlandske samfund, særligt i en dagsorden om selvstændighed. Det er klogt og godt at samarbejde med andre lande. Men identiteten i den økonomiske udvikling skal være klart grønlandsk. Er den ikke det, så gentages historiens fejl, hvor den grønlandske del af befolkningen fortsat bliver tilskuere til en danskstyret udvikling. En sådan økonomisk neo-kolonisering vil over tid endda medføre en etnisk-kulturel udrensning.

For at citere Charlie Watt (*) under ICC generalforsamling den 18. juli 2018 i Utqiagvik, Alaska: ”I think it's the time now for us Inuit at the international community to begin to start realizing that we need to make another step now. If we don't meet that step now, in the very near future we might be in the position that we’re going to be run over by the fact of the interest of the international community”

Den danske sproglige indflydelse er baseret på et nedarvet koloniseringstraume, ikke kun fra selve koloniseringen, men også som følge af G-50 og G-60 planerne. En sådan nedarvet indflydelse kan gå i arv i flere generationer, og danner tråde til de mange sociale udfordringer vi ser.

Det er ikke nok at selskaber har hjemsted i Grønland, for et dansk ejerskab er stadig et dansk selskab med en indbygget historisk arv af overherrementalitet. Vi har brug for grønlandske selskaber med en majoritet af grønlandske ejere. Sker dette ikke, så bliver vores land uundgåeligt færdigkoloniseret, og den grønlandske identitet vil fortabes i al evighed, ganske som det er set i andre lande med oprindelige befolkninger.

Og inden GE og andre dansksindede sympatisører tænker at ovenstående er racistisk: Det er ikke et spørgsmål om race eller diskrimination. Det er ikke hadtale. Det handler om gensidig respekt og forståelse ved at sikre, at den oprindelige befolkning, og det som den har udviklet sig til her i landet i løbet af vores fælles historie, kan komme med i udviklingen, uden at blive løbet over ende af danske interesser i en løbende neo-kolonisering.

Vi kommer ikke udenom, at vi skal kunne indgå i samarbejder med andre lande. Men først når vilkårene for udviklingen er de samme uden århundreders forspring til danske interesser, kan man begynde at tale om at kunne åbne op. Faktisk ville det være en fordel for udviklingen, også menneskelig set, hvis man åbnede op for alle andre end danske selskaber. Det ville alt andet lige være mere ligeværdigt.

Vi skal samarbejde alt det vi kan med andre lande, men ikke gå på kompromis med vores egne krav til deltagelse. Derfor er krav om nationale ejerforhold både fornuftigt og bæredygtigt.
Inuit Nutaat, 21. juni 2024